#MeToo vil ikke fjerne kvindens behov for en patriark

#MeToo skabte en debat om såkaldt toxic masculinity. Men mænd gør sig en bjørnetjeneste, hvis de løsriver sig fra deres maskulinitet. Den patriarkalske mand vil altid vinde fodfæste hos den typiske kvindes hjerte frem for den bløde mand, selv iblandt yngre millennials.

#MeToo udsprang sig fra sladder og, følgevis, ærlige beretninger fra Hollywoods snavsede kulisser, og transformerede sig fra en diskussion om sex-chikane til et af identitetspolitikkens brændpunkter. For at bevægelsen skulle opleve momentum var det afgørende, at den skiftede spor fra rationelle fakta, samt tweetede, beretninger hen mod en ideologi af stærk aktivistisk karakter.

Et udtryk vi læste igen og igen var toxic masculinity. Det er et af identitetspolitikkens trætte omkvæd. Og med den hypede kritik af rå maskulinitet, som – let’s face it – ligner et ekko af 68’er generationens køns-ideologi, udtrykkes der igen efterspørgsel på den bløde mand, der både er sensitiv og respekterer, at kvinden har magt. Men for os som enten har været i forhold eller haft en fling med en såkaldt millennial, erfarer man, at de – deres feministiske overbevisninger, til trods – leder efter en patriark. En der både agerer forsørger, og som kan skabe en form for faderlig ro i husholdningen.

Den moderne patriark

Når ordet ”patriark” nævnes disse dage, er det bestemt ikke i positive vendinger. Feministiske debattører beskriver patriarken, som en form for karikatur fra en Morten Korch film eller et afsnit af Mad Men: en mand (læs: et sexistisk svin!) der går i slips og som trives i et miljø af magt. I Politikens ordbog er han pænt defineret som: ”Et mandligt familieoverhoved.”

Når jeg nævner, at kvinder har et behov for en patriark, henviser jeg ikke til den form for karikatur. Jeg taler her om en moderne patriark: jakkesættet er sandsynligvis udskiftet med en hættetrøje og jeans, og manden trives i det moderne liv, mens han aktivt sørger for sin familie og betaler sin regninger. Han er en ansvarlig far med maskuline værdier.

Det er her debatten bliver såre interessant. Fordi hvis man tager feministernes, samt de kompromisløse værdier i den moderne identitetspolitik, burde det ikke betyde noget, hvor meget manden tjener, ej heller hans karriere, men at hans hjerte banker det rette sted og for helt de samme værdier som kvindens.

Men det betyder så sandelig noget. Når jeg overfladisk kigger på de typiske forhold hos såkaldte unge millennial-par, som jeg træffer, er de overraskende nok borgerlige i deres konstruktion. Udover at vi finder en PH-lampe og Wegner-stole, finder vi også et parforhold, som er, i sin moderne form, et prestigeprojekt: de har typisk begge videregående uddannelser i ryggen, forholdet skal udstråle et vinderforhold udadtil, i sociale funktioner afløser de hinanden pænt i samtaler og fremstår nærmest formelle – det hele emmer af stabilitet. Og vi ved godt, at hvis manden truer denne borgerlige stabilitet, står hans position til tælling. Præcis som i gamle dage.

Hvor står outsiderne?

Outsideren er her kunstneren, forfatteren, freelanceren eller den arbejdsløse. Den type mand som – ligesom årtier før – ikke egner som en mage, men mere som en kort romance eller engangsknald. Den type mand som tilbyder en uforudsigelig tilværelse frem for stabilitet. Kvinder trives simpelthen ikke i kaos, men i trygge, stabile rammer. Vi oplever heldigvis – og gudskelov for det – flere kvinder, der søger mod de ustabile rammer, en kreativ karriere tilbyder. Det er kreativiteten og eventyrlysten – samt viljen til at stille alt på et bræt – som har ført mænd frem. Nu er det på høje tid kvindernes tur. Jeg tror, at det mod er et af grundene til, at vi oplever flere og flere kvindelige kunstnere disse dage.

Af disse årsager, og sikkert flere, vil den bevægelse fremstå hyklerisk for mænd, som har oplevet, hvordan det er at leve med en kvinde. Der er også en del kvinder, der finder bevægelsen hyklerisk. Som med de fleste ideologier søges der mod en utopi, som den biologiske natur opponerer imod. Det er på høje tid, at vi tilbyder lige muligheder for begge køn. Det er sundt, at vi indser, at der eksisterer en giftig kultur i de kreative industrier. Men vi skal så sandelig også acceptere, at hvad der efterlyses af en kvinde og en mand i et parforhold har meget lidt med moderne politiske bevægelser, og alt at gøre med drifter, seksualitet og, ja, magt.