Røgen fra en American Spirit cigaret stiger til loftet. Den sorte pakke. Sort som nattens vildnis der er hjertet af hans filmunivers. David Lynch fyldte 70 år i går, et aldrende ikon som ånder sin filmkunst i skyggesiden af Hollywood.
Hollywood går på kompromis, Hollywood lever for den polerede virkelighed, Hollywood er et filmisk ekko af gårsdagens dyder. Lynch’s filmiske hjerte banker for det modsatte. Lynch er manden, de færreste chefer vil arbejde med. Lynch’s virkelighed er upoleret. Hans flimmer kan meget vel være det, dine værste mareridt er brygget af.
Hans cool kan beskrives som filmverdenens Bryan Ferry: tidløs med hip 80’er nostalgi kantet af tidens vægt. Han ligner en all-american cowboy fanget i en impressionists farveløse klæder.
David Lynch er David Lynch – det er svært at se, hvor kunstneren starter og mennesket slutter. Hvem anden kan forføre masserne med en surrealistisk sæbeopera om incest, hvem anden kan iføre Nicolas Cage i et stramt sæt af travl slangeskind og skabe et filmisk stykke popkunst? American Spirit har en indianer på logoet. Jim Morrison var forført af den himmel, indianerne levede under. Måske har David Lynch det på samme vis: at se hans film er som at transcendere til en meditativ tilstand i en sal med ligesindede. Mennesker, som vil tage del af vanviddet og hoppe i med begge ben. Mennesker som er trætte af plastik, mennesker der leder efter ånden i kunsten. Man kan ligeledes heller ikke tænke på filmmageren, uden at drage parallel til Roy Orbison’s melankolske vintage-LA. univers. Der er stjernestøv, smukke kvinder og mænd der emmer af fortabt, morbid machismo.
David Lynch har spillet en rolle i min kulturelle dannelse. Jeg har samlet en beskeden guide, en litterær sherpa om man vil, til Dem kære læser, som kan tjene som en introduktion til hans værker. Hvis De er rendyrket fanatiker, kan introduktionen også tjene som kilde til febrilsk uenighed.
Twin Peaks – Fire Walk With Me
Twin Peaks serien er en klassiker. Med Twin Peaks førte David Lynch og David Frost filmens magi til TV formatet. En sjælden disciplin som nu imiteres af de mange nyere serier, danskere er optaget af. Twin Peaks har også givet bastardfødsel til andre populære serier, såsom ”The X-Files” og ”Desperate Housewives”.
”Twin Peaks” er fortællingen om den lille by, Twin Peaks, som tæller 51.201 indbyggere. Byen gemmer på en hemmelighed, skæve eksistenser, en dame med en magisk træstamme, et bordel for byens elite og en parallelverden hvor en dværg er iklædt rødt og djævlen har bopæl. Serien starter med mordet på Laura Palmer, hele byens darling. Mordet fører den excentriske detektiv Agent Cooper ind i byens mørke, morbide kroge.
Twin Peaks serien er brygget som en sæbeopera, med alle de dertilhørende intriger og krydsromancer. Men Lynch og Frost formår at skabe et eksistentialistisk, surrealistisk narrativ som snildt kan ligestilles med det unikke surrealistiske univers Bréton og Dalì bragte til verden.
”Twin Peaks — Fire Walk With Me” er fortællingen før seriens prolog. Twin Peaks’ 2. sæson blev korrumperet af programcheferne hos TV-netværket ABC, så Lynch savnede at producere en version, som fulgte hans kompromisløse vision. ”Fire Walk With Me” lever op til det løfte. Upopulær blandt mange, selv fans, men fra et strengt narrativt perspektiv, formår den at brygge stykkerne sammen. Ledsaget af et hypnotisk lydspor sublimt komponeret af Badalementi, er ”Fire Walk With Me” som et kunstværk dækket af et filmisk flimmer. David Bowie gæstestjerner kort og en række forførende montager, som afbilleder Palmer’s Freudianske drømmescenarier, som fører hende – og os – på sporet af faderens bestialske ugerning.
”Fire Walk With Me” er, i min beskedne mening, en af Lynch’s fornemste værker.
Mulholland Dr.
Blå-øjede Betty (Naomi Watts) ankommer til LA. i det gyldne håb om at blive en berømt skuespillerinde. Hun møder Harring, en kvinde som lider af insomnia, grundet en bilulykke. De danner et intimt bånd. Filmens mytiske øjeblik er, når de to kvindelige karakterer smelter sammen – deres fælles fascination, og erotiske bånd, gør at de spejler sig selv i hinandens drifter. Lynch har altid tegnet skarpe, stærke kvindelige portrætter man vil følge til verdens ende. Ydermere, er Mulholland Dr. en mosaik af eklektiske vignetter, som på mystisk vis gør at filmen strikkes smukt sammen. Det er ikke nok at se filmen en gang. Den kræver tålmodighed, den kræver indlevelse. Den er et mesterværk, der ikke har været imiteret siden, og en præstation af Lynch’s unikke instruktion. Mulholland Dr. er Lynch der placerer sig i den cinematiske arena med sin egen genre. Han cementerer sin filmiske arv, som ingen andre filmmager kan efterligne.
Wild At Heart
Andy Warhol skabte popkunsten og han dækkede hans version af pop-americana i solide strøg af cyan og magenta. David Lynch’s Wild At Heart er et filmisk stykke pop-kunst uden sidestykke. Det er et narrativ om to elskende i et hedensk western-inspireret univers. Det er en hyldest til rock, som vi kendte den, før MTV kastrerede genren.
Nicolas Cage og Laura Dern er Sailor og Lula. Lula’s mor vil gøre alt for at holde dem adskilt. I desperations slør hyrer hun en lejemorder til at likvidere Sailor. Lynch tegner fronterne i en vulgær, morbid udgave af Romeo & Juliet i samme prærie-brune univers, som Thelma & Louise ræsede igennem. Den er en hyldest til friheden, som den amerikanske drøm karikerede. Den afspejler elskovens kaos. USA’s heartland møder nihilisme møder surrealistiske montager. Lynch er en kunstner. Wild At Heart kunne passe tjene som en kunstners værk, der vil skabe en bule i filmhistoriens univers.
Med Wild At Heart fjernede Lynch sin tydelige krog fra Hitchcock’s – og – Fellini’s indflydelsesrige anker. Og med en provokerende elegance der er helt uhørt.