Et jordskælv måler man på Richter-skalaen. Hvis den er over fem, smuldrer asfalten under dig, og du bliver suget hel. En turbulens, hele jordens turbulens, overtager din krop og du er nu en fortælling.
Hvilke ord vil komme efter dit navn? Vil det være ord med forsigtig omsorg eller overdreven bekymring? Og så er der tiden. For når jorden sluger dig efter det hypotetiske jordskælv, som nu er højere end 5 på Richter-skalaen, opsiges din tid. Og var det din tid at begynde med?
Deler du og jeg samme tid? Det er et spørgsmål, som har opslugt mig. Et spørgsmål som har været mit jordskælv. Et jordskælv som har været beskyttet af mine sorte jakkesæt og nyvaskede skjorte i træt bomuld. Ja, cigaretten bliver tændt af en frisk flamme flere gange under en ny himmel. Ja, støvlerne vandrer byens gader. Ja. Ja. Ja! Jeg er OK. Jeg ser dig i øjnene, og du vil aldrig, aldrig opdage mit private jordskælv. Et jordskælv som afslørede, hvor blød jorden var under mig, og at jeg var parat – mere end nogensinde – til at den slugte mig hel. Og der, i mørkets fortrolige, kærlige sort er jeg døv. Mindet om mig betyder intet. Er det ikke befriende?
Hvis tiden skulle have en skala, skulle den måske starte med, hvem der gav mig den. Eller hvad der gav mig den. Din tid er ikke min tid. Ja, vi deler denne forbandede virkelighed sammen. Men tiden indhenter dig, formentlig, senere end den indhenter mig. Sådan er det. Og det er OK.
Måske startede min tid med mit første minde. Min fars hænder løftede mig, så jeg kunne se, hvad der gemte sig bag naboens hegn. Det var i Damaskus før verden tændte sig i en rus af ild og artilleri. Jeg var nysgerrig. Jeg er mindre nysgerrig nu. På mig og måske på dig. Måske begyndte min tid, da min fars nye hænder løftede mig…
Jeg er gudløs, svarene er gemt i en skuffe, som jeg ikke har forstanden til at åbne. Mine svar kommer ikke efter 40 år i ørkenen eller en korsfæstning. Og Mekka, glem alt om det. Min glød bliver først tændt, når lysten overtager mit gudløse kammer – når jeg er inde i min elskede, når hun sluger mig hel. Når jeg overgiver mig.
Er jeg et menneske med en drift som alle andres? Er jeg en perker med en protestantisk rustning? Jeg ved kun: Jeg vil mærke livet spidde gennem brystkassen, når min tunge krop hører dig! Jeg vil mærke kontinenternes rus, når verden sejler i min bar. Jeg vil vandre gennem mine tidligere krige med min elskede. Men, men… du er et spøgelse, som lever med mig. Som fortæller mig, at kærlighed kan betyde traume. At jeg er summen af krig, lykke, lyst… og at kærlighed kan forveksles med evighed. Det er trættende at være en kliche. Det er endnu trættende at være menneske.
Jeg håber ikke, du hører mig. Jeg håber, dog, at du gør.
Det har været fire måneder siden min far, min aldrende far, manden der løftede mig, faldt i en Metro. Jeg kunne se tidens aftryk på ham ligeså tydeligt, ligeså HØJT, som en Richter-skala. I hans blå øjne så jeg min støbte dødelighed. Hans hænders tid var talte.
Min tid er min egen. Og den har den uendelige svaghed, at den opponerer mod din. Jeg er en aldrende dinosaur med værdier, der dømmes umenneskelige. Forandring er godt, siger I. Men forandring kræver ofre. Måske bliver jeg det næste?
De 4 måneder efter Januar, som startede mit private jordskælv, har jeg forestillet mig mørket under jorden: Vil et par elske med hinanden ved mit gravsted. Vil der være statuer ved stenens sti, som er uenige med historiens rastløse march? Hvordan vil efterårets regn modne jorden over mig? Tiden er nådesløs, men det er det ærligste, vi nu har.
Jeg har lavet en stum pagt med mig selv. Med min egen private gud. Og jeg har kun fortalt den til én kvinde. Hvorfor røber vi vores hemmeligheder til kvinder? Skyldes det et håb om, at mødrene kaprer verden fra fædrene? Jeg ved det ikke. Men jeg ved dette: min pagt er, at min opsigelse med min tid indtræffer, når jeg er 50. Og det har skabt en sjælden fred.
Måske opstår der et andet jordskælv, et som forvandler bygningerne til sprækker af gråt og sort, og som føder himlen med nye farver. Et blå som kvæler alt det, mit bankende hjerte ikke magter. En sort som er uskyldig, imødekommende, kærlig. Jeg håber det. Men jeg tror det ikke.
Jeg ved, hvad du tænker. Hvorfor ikke fortsætte? Hvorfor ikke smide den trætte rustning og kæmpe? Men helt ærligt, har du en bedre grund end min?
Du vil stadig se mig. Og jeg vil se dig. Og heldigvis for det. Jeg vil anerkende dig, og fejre dig, fejre dine minutter. Og sådan er det. Men på et tidspunkt vil din tid diktere, at her levede jeg… her sad jeg, her lo jeg, her elskede jeg: dig. Her så jeg, alt det, som de andre også så. Og her, HER, håber jeg i det mindste, at du ville sige, i mit beskedne fravær, at han gjorde sit bedste.
Dedikeret til A.