Publiceret i Dagbladet Information 4. marts 2021.

Popkultur er et vidnesbyrd om, hvor en region står kulturelt. I den arabiske verden er popkulturen stadig begravet i længsel, nostalgi og ikke mindst harmløs underholdning. Hvis der skal ske alvorlige forandringer, skal popkulturen være vulgær, ikke stueren.

Kort efter nytår besøgte jeg min far for at opsummere året, der var gået. Faktisk var det for at drikke, da alkohol fungerer som et perfekt element i vores forhold. Jeg er overbevist om, at de stakkels familier, som ikke drikker – altså dem som har stiftet en ædruelig pagt med Gud – oplever et anstrengt og uærligt forhold, da vinen ikke er der til at blødsøde nærværet.

Nuvel, mens vi sad og drak billig, ghetto-venlig whisky flimrede TV-skærmen med sin sædvanlige arabiske mosaik af make-up, hæle og forførende vejr-kvinder. Der blev skiftet kanal: ’Tripoli Festival’ stod der efterfulgt af bevægende billeder af et publikum, der blafrede libanesiske flag. Så startede en koncert, der tydeligvis var inspireret af den amerikanske komponist George Gershwin.

Musikken var arrangeret af de famøse Rahbani brødre, som er en musikalsk institution i den arabiske verden. De har blandt andet stået bag mange af Fairuz’ sange, en anden berømt institution.

De kristne Rahbani brødre har forfattet lydsporet til millioner af araberes morgendag med sange om længsel og weltschmerz og ikke mindst kærlighed. Det er en arabisk kærlighedsaffære, der strækker sig helt tilbage til Fairuz’ debut 1952, og som har defineret stilen for mange arabiske musikere, som vil gøre kunsten efter ved at slå igennem og blive forvandlet til et folkeligt ikon.

Den første sang i koncerten bliver indledt med denne lyrik: »Vi mødtes om natten / siddende på den gamle bro / Tågen finder sin vej til landsbyen / Og sletter horisonten og vejen / Ingen vil vide, hvor vi er / Undtagen himlen og efterårsbladene«.

Festivalen fandt sted i kølvandet på den nylige libanesiske revolution, og malede nattehimlen med strøg af nostalgi og kogende nationalfølelse.

Den harmløse nostalgi

Hvor vi i både Europa og USA har oplevet, at musik har italesat tabuer, frustreret religiøse ledere og sågar truet magthavere, har den arabiske musik også rykket ved sociale grænser – dog med et subtilt og romantisk formsprog.

Libanesiske Fairuz – og den egyptiske diva Oum Koulsoum – startede en revolution, hvor kvinder blev elskede frontfigurer i arabisk popkultur. Mens den musikalske revolution i Vesten var vulgær eller insisterende, var den arabiske næsten som en rose med torne. Den arabiske musik er en øvelse i at udtrykke budskaber mellem linjerne.

Det fungerede fint fra 1950’erne til 70’erne, fordi popmusikken fungerede som romantiske eller nostalgiske komponenter i en dynamisk region, der langsomt overgav sig til enten sovjetiske eller amerikanske interesser. Musikken kunne være rebelsk i sit indhold om eksempelvis den forbudte kærlighed, men stueren i sin romantiske form. Men den kunne også tjene som brændstof for en forenende og nationalistisk ånd, når den romantiserede samfundet og eksisterende traditioner.

Det er de komponenter, der gør, at arabisk musik er uhyre interessant, da den ikke kan trives uafhængig af en politisk eller religiøs virkelighed. Det er den sitrende virkelighed, der afgør dens folkelige skæbne.

At arabisk popmusik er stagneret i sin ekspressive form gennem de seneste mange årtier, er et udtryk for, at de respektive samfund selv er stagneret i deres sociale bevidsthed.

Den nostalgi, som vi overgiver os til herhjemme i Danmark, er udtryk for længsel mod en simplere tid. Den er harmløs, da vi allerede lever i et demokrati og tillige er et seksuelt frigjort samfund. Men i et samfund, der allerede på godt og ondt fungerer som en tidslomme og avler religiøse dogmer, tier om tabuer og forfølger homoseksuelle, er en sådan nostalgi et fatamorgana.

Nostalgien kan virke harmløs, men den er skadelig. Den avler en eskapisme, der tilslører de alvorlige problemer i de arabiske samfund.

Det vulgære på repeat

I arabiske lande taler man ikke om det vulgære. Man bander, ja. Men en kvinde bander ikke. Man taler ikke om sex. Ikke åbent, for guds skyld! Hvert rum til sit eget formål. Det vulgære foregår i krogene, hvor guds mænd ikke kan se.

En kvinde i niqab fra Saudi-Arabien røbede for en af mine gode venner, at kønsopdelingen i hendes land gør, at når hun er sammen med sine veninder, dyrker de sex sammen. Omvendt foretrækker mænd typisk hinandens selskab. Den strenge kønsopdeling bevirker, at de individuelle køn bliver sig selv nærmest. Kvinderne vil – i skyggen af patriarkalsk social kontrol – stadig udtrykke deres seksualitet, alt imens mændene frit dyrker hinandens interesser.

Homoseksualitet er vældig udbredt i arabiske lande, men kan betyde døden. Selv ikke kys er almindelige i gadebilledet. Kindkys, ja, men såkaldte franske kys på åben gade er fy-fy.

Hvis en kvinde sidder med to eller tre mænd, selv i en dynamisk by som Marrakech, mistænker de lokale hende for at være ’prostitueret’. Og til trods for de tendenser eksisterer der swingerklubber. Der foregår eksperimenter, og arabiske kvinder gør det til en kunst at klæde sig seksuelt uden at opføre sig skamfuldt. At være seksuelt aktiv med skiftende partnere i et arabisk land er som at havne i en eksklusiv eller hemmelig klub. Det er selvfølgelig nemmere for kvinder end for mænd, da de får flere seksuelle tilbud. Men frit at dyrke sin seksualitet er potentielt en farlig rejse, da sex er tabu, og man står med en svær sag, hvis man oplever overgreb, da myndighederne i den sammenhæng sjældent er til nogen hjælp. Religion avler skam, og skam avler kontrol.

Hvad angår ’det vulgære’, skal det forstås i en specifik betydning. Når noget er vulgært, ser vi ned på det, men med tiden bliver vi vant til dets eksistens. Vulgaritet er sandheden selv, og den menneskelige natur bærer vulgære sider i sig.

Da The Beatles først kom frem, blev de anset for at være vulgære af konservative fædre og mødre. Men nu er de blevet candyfloss. Det vulgære udtryk rykker noget i os, og kunstens ærinde – selv popmusikkens – er at skabe en bule i universet: at stille spørgsmål eller røbe noget i os.

Min pointe er selvfølgelig ikke, at homoseksualitet er vulgær. Hvis det nu blev udtrykt i et sukkersødt popnummer, ville det være vulgært for et arabisk publikum. Men hvis nummeret er på repeat, bliver det almindeligt. Grænserne rykkes, og sød musik opstår.

Vantro struber

I flere arabiske lande – navnlig Tunesien – er der flere, der favner den sekulære bølge og vender de ældre, konservative generationer ryggen. Kvinder erklærer åbent, at de er ateister, og religionskritiske youtubekanaler får flere og flere seere.

De sociale medier har skabt et forum, hvor religionskritik nemt kan opsøges, hvorimod arabiske medier typisk er statskontrollerede og ikke tillader samme teologiske åbenhed. Det er en bølge, som er voksende, men den er sårbar, og så længe popkulturen er lig med familieunderholdning, er disse tilbøjeligheder stadig tvunget til at leve i skyggerne. Den harmløse kunst bliver en trussel ikke blot for kvinder og homoseksuelle, men også for andre ofre for islamiske dogmer.

Derfor er der behov for, at den vulgære sandhed kommer fra vantro struber under den sorte ørkenhimmel og gennem tv-flimmeret i den folkelige dagligstue. Først da vil vi opleve en udvikling i den kollektive arabiske underbevidsthed.